Hyggelig “integrations” tur
For længe siden havde os der har med de syriske flygtninge at gøre, aftalt at tage på havevandring ud til Mette og Jan på Kildehaven, torsdag d. 2. juli. Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var at muslimer er midt i ramadanen. Skulle vi aflyse eller gennemføre?
Vi besluttede at gennemføre og så se hvor mange der havde lyst til at komme med. Tidsmæssigt følger fastemåneden den muslimske kalender, således at fasten ikke falder i den samme periode hvert år. I følge den islamiske kalender begynder ramadanen i den 9. måned og varer måneden ud. Det vil sige 29 eller 30 dages faste fra solopgang til solnedgang. Som tommelfingerregel kan man sige at ramadan falder 10 dage tidligere hvert. I 2015 var første fastedag i ramadan 18. juni.
Vi fandt ud af at ikke alle syrere er muslimer, og at ikke alle tager fasten lige alvorligt. Som én bemærkede en dag “jeg er protestantmuslim, og ham der er katolikmuslim”.
Der var 6 syrere der havde mulighed for at deltage, men én der ikke nåede den sidste bus fra Odense. Det var hyggeligt at gå de 3 km ud til Kildehaven for at se Jan og Mettes eventyrlige flotte have. Vejen derud var danskundervisning, alle planter og afgrøders danske navne og formål blev der snakket om. Det gav så lidt hovedbrud til os at genkende de forskellige afgrøder og deres formål. Vi fik en rundvisning i haven, og sluttede af med kaffe, boller og kage. Dem der overholdt ramadanen fuldt ud, gik blot en tur og kiggede på blomster. Og så gik vi hjem igen. Nogen for at spise kl. 22. Vi andre for at gå i seng.
Inden længe kommer der tilbud til jer alle om at møde de meget taknemmelige nye borgere i Veflinge. Vi håber I også har lyst til at få en hyggelig snak med dem. De vil I hvert fald gerne snakke, og de er meget glade for, at I er mange der hilser på dem i brugsen. Nogle er efterhånden gode til dansk, nogle kniber det lidt med, men alle kan noget dansk. Og ét har de alle til fælles – de knokler på for at lære det.
Når I køber jeres kontrakt til sponsorcykelløbet, kan I se at Lokalrådet stiller med Alaa og Mazen. Jeg håber de har forstået hvad de skal. Men det tror jeg for den ene cykler til Søndersø 3 gange om ugen. Den anden cykler jævnligt til Odense og hjem igen.